Live partier
Bræt
1-11 | 12-35 | 36-50

Live kommentering

Tak for i år - og på gensyn i 2018
af Tom Skovgaard     30/7-2017

Københavns Skak Union, arrangører, dommere, hjælpere og hele holdet bag Copenhagen Chess Festival siger tak til alle for i år, og vi glæder os til at se jer igen næste år, hvor

Xtracon Chess Open spilles 21. - 29. juli 2018 på Konventum.

 

GM Baadur Jobava vandt Xtracon Chess Open 2017
af Tom Skovgaard     30/7-2017

På billedet: Vinderen GM Jobava i midten, GM Sasikiran th. og GM Bosiocic tv.

Stormester Baadur Jobava fra Georgien vandt Xtracon Chess Open 2017 med 8½ point af 10 mulige foran 8 stormestre, som scorede 8 point, heriblandt Danmarksmesteren Mads Andersen.

Placeringerne i toppen blev således (med korrektionsberegning for samme score):

  1. GM Baadur Jobava, Georgien - 8½
  2. GM Krishnan Sasikiran, Indien - 8
  3. GM Marin Bosiocic, Kroatien - 8
  4. GM Nikita Vitiugov, Rusland - 8
  5. GM Narayanan Sunilduth Lyna, Indien - 8
  6. GM Nigel Short, England - 8
  7. GM Ivan Saric, Kroatien - 8
  8. IM Andrey Kvon, Uzbekistan - 8
  9. GM Mads Andersen, Danmark - 8

Bedste danskere var Danmarksmesteren GM Mads Andersen (nr. 9) og en storspillende FM Filip Boe Olsen (nr. 21) med 7½ point.

Der var 2 ratingpræmier i hver af ratingkategorierne, hvor vinderne var:

  • 2301-2400: Stephen Dishman, England - 7½
  • 2201-2300: Matthew Wadsworth, England - 7
  • 2101-2200: Filip Boe Olsen, Danmark - 7½
  • 2001-2100: Gunnar Lund, Norge - 6½
  • 1901-2000: Alexandra Samaganova, Kirgizistan - 6½
  • 1801-1900: Geoffrey Stern, Luxemburg - 5½
  • 1701-1800: Børge Waaktaar Svanholm, Norge - 5½
  • 1501-1700: Alisha Shehzad, Norge - 5½
  •      .. -1500: Eivind Grunt Kreken, Norge - 5

Slutplaceringerne i turneringen og i alle ratinggrupper kan ses på hjemmesiden her.

 

2 partier vandt skønhedspræmie
af Tom Skovgaard     30/7-2017

De to skønhedspræmier, der var doneret af New In Chess, blev vundet af GM Baadur Jobava (tv.) og Aksel Bu Kvaløy (th.) i de to kategorier hhv. over og under rating 2000. Vinderpartierne, udvalgt af turneringens kommentator FM Per Andreasen, er:

Aksel Bu Kvaløy - Benjamin Dauth (1. runde)
Kevin Goh Wei Ming - GM Baadur Jobava (5. runde)

Partierne kan gennemspilles ved at følge link'et og klikke på det lille bræt-ikon ud for partiet.

 

Runde 10 - Runderapport
af Per Andreasen     30/7-2017

GM Short vandt meget sikkert over GM Agdestein. Undervejs så det ud som om at nordmanden havde udlignet spillet, men han blev presset ned.

På topbrættet (billedet) blev det til en af turneringens meget få hurtige remisser mellem GM Jobava og GM Saric, og da GM Bosiocic ikke kunne vinde over GM Lyna, ja så vandt georgieren alene med 8½ point.

GM Mads Andersen vandt over en godt kæmpende IM Getz. Flere gange troede vi at det var helt vundet, men nordmanden fandt gang på gang ressourcer, og Stormesteren måtte spille sig helt ud for at få pointet i hus. Efterfølgende viste Mads os partiet i kommentatorsalen, tak for det!

GM Allan Stig Rasmussen havde hvid mod GM Sasikiran, og tilsyneladende kom vores mand fint ud af åbningen. I midtspillet spillede inderen både smart og kraftfuldt, og Allan måtte ned. Allan fik dermed samme score som i DM for 3 måneder siden, - 7 gevinster og 2 tab!

FM Filip Boe Olsen vandt i stor og flot stil over IM Wei, og dermed IM norm til vores unge helt. Meget flot og tillykke med det. Diagrammet viser stillingen efter storts træk 30.

31.Lc1,Ta7 32.Lb2,Dh6 33.Txf5,e3 34.De2,Dh4? 35.Tfg5! og sort overlevede ikke denne binding! 1-0

NB (red.): Dagens livestreming af kommenteringen af sidste runde, runde 10, kan ses på YouTube - se nedenfor.

Gæstekommentatorer:

  • Danmarksmester GM Mads Andersen viser sit gevinstparti mod IM Nicolai Getz ca. 4½ time inde i kommenteringen - direkte link her.

 

IM-norm til Filip Boe Olsen
af Tom Skovgaard     30/7-2017

FM Filiip Boe Olsen scorede en IM-norm ved at besejre IM Kevin Goh Wei Ming i sidste runde af Xtracon Chess Open!

Der blev også scoret to yderligere normer i sidste runde, idet IM Andrey Kvon scorede GM-norm ved at besejre Gm Ivan Sokolov, og Stephen Dishman scorede IM-norm ved at vinde over GM Tiger Hillarp Persson - remis havde været nok til normen!

Vi ønsker tillykke med normerne.

 

 

Børne Cup resultater og fotos
af Tom Skovgaard     30/7-2017


 

 

 

Lørdag formiddag blev der traditionen tro spillet "Børne Cup" på Konventum. 23 børn deltog i aldersgrupperne U08, U10, U12 og U14. Grupperne blev spillet samlet pga. antallet af spillere.

Se alle resultater her - samt en stribe dejlige fotos her.

Vinderne i de 4 grupper blev:

  • U14: Sander Fuglestein, Norge
  • U12: Daniel Tuk Hartsø Jarlskov, Danmark
  • U10: Noah Wahlgreen, Danmark
  • U08: Andreas Philip Cort Maleeva Hansen, Danmark

Se nedenfor billeder af alle deltagere i aldersgrupperne (øverst fra venstre) U08, U10, U12 og U14.

 

Endnu et interview samt to foredrag på video
af Tom Skovgaard     30/7-2017

En short talk / interview med GM Johann Hjartarson, samt de to foredrag holdt af GM Sokolov og GM Timman kan nu ses på KSU's YouTube-kanal - samt via links nedenfor (klik på billederne).

 

Søndag - Events og huskeliste
af Tom Skovgaard     29/7-2017

Husk følgende events søndag d. 30. juli:

  • 10:00: 10. runde - sidste runde - starter
  • 10:00 - 14:30: Sidste chance for køb af T-shirts!
  • 11:00 . 16:00: Sidste åbningstid for Dansk Skaksalg på Konventum!
  • 16:30 - 17:00 (forventet tidspunkt): Præmieoverrækkelse

Og vi ønsker alle en god hjemrejse - og håber at se jer igen næste år!

Datoerne for Xtracon Chess Open 2018 på Konventum er 21. - 29. juli 2018.

 

Normchancer i runde 10
af Tom Skovgaard     29/7-2017

Følgende spillere har chance for at score en norm i Xtracon Chess Open runde 10:

  • GM-norm til IM Andrey Kvon ved gevinst mod Gm Ivan Sokolov
  • IM-norm til FM Filip Boe Olsen ved gevinst mod IM Kevin Goh Wei Ming
  • IM-norm til Stephen Dishman ved remis mod GM Tiger Hillarp Persson

 

Runde 9 - Runderapport
af Per Andreasen     29/7-2017

I kommentatorlokalet brugte vi meget tid på partiet mellem GM Short og GM Urkedal. Der var ret stor enighed om, at nordmanden spillede åbningen ringe og kom til at stå dårligt. I midtspillet så det dog ret lige ud, men endnu engang blev nordmanden udspillet.

Efter 55.Ke4! (diagram) var vi ret sikre på at hvid stod til gevinst, men da Short spillede det for skødesløst, og nordmanden samtidig forsvarede sig virkelig smart, ja så var det pludselig remis.

GM Mads Andersen havde hvid mod GM Sokolov, skotsk åbning og remis efter et korrekt parti. Et fint resultat. GM Allan Stig Rasmussen spillede en klar gevinststilling op, kiksede en enkelt gang noget helt afgørende, men vandt heldigvis til sidst. Begge spillerne viste deres partiet i kommentatorlokalet, - super – tak for det! Begge de danske esser har nu 7 af 9 inden sidste runde i morgen, og de er begge i konferencesalen.

GM Vitiugov havde de hvide brikker mod den førende GM Jobava. Det blev remis efter at georgieren tilsyneladende havde spillet helt forkert i åbningen, men det var sikkert ikke rigtigt. Se stillingen efter hvids 10.f4

10 .. h5!? What?? 11.Ld3,Sc6!? 12.Lxg6,Lg4 13.Sge2,Lh6 14.Dd2,Sg7! og sort fik efterhånden sine brikker ud og kontrollerede de hvide felter. Skak fra en anden verden!

Der var sejre til de kroatiske Stormestre Saric og Bosiocic, og de er nu med helt fremme inden sidste runde. I det nordiske opgør vandt GM Simen Agdestein over GM Tiger Hillarp Persson.

Lidt længere tilbage i rækkerne leverede FM Filip Boe Olsen endnu et meget fint resultat med en gevinst over IM Lindgren, Sverige.

NB (red.): Dagens livestreming af kommenteringen af runde 9 kan ses på YouTube - se nedenfor.

Gæstekommentatorer:

  • Danmarksmester GM Mads Andersen viser sit remisparti mod GM Sokolov - direkte link her.
  • Og Mads Andersen slutter sig til kommenteringen kort efter - direkte link her.
  • GM Allan Stig Rasmussen viser sit gevinstparti mod IM Miedema - direkte link her.

 

GM-norm til IM Delorme og IM-norm til FM Wadsworth
af Tom Skovgaard     29/7-2017

Begge normchancer i runde 9 blev udnyttet optimalt:

  • GM-norm til IM Axel Delorme efter gevinst mod IM Jakob Aabling-Thomsen.
  • IM-norm til FM Matthew J Wadsworth efter remis mod GM Jonny Hector.

Arrangørerne ønsker tillykke med normerne!

 

Om "Fagernes Chess International 2018" i Norge
af Tom Skovgaard     29/7-2017

Fra Hans Olav Lahlum, Norge, har vi modtaget information om turneringen "Fagernes Chess International 2018", som spilles i Norge 25. marts - 1. april 2018.

Læs informationen fra Hans Olav Lahlum her (PDF).

Se turneringens hjemmeside her:
https://fagerneschess2018.blogspot.dk/.

 

 

 

GM Ivan Saric vandt lynturneringen
af Tom Skovgaard     29/7-2017

128 spillere var med i fredagens lynturnering på Konventum i Helsingør, og efter semifinaler og finale kunne GM Ivan Saric kåres som vinder efter finalesejr på 2-0 over GM Sergey Grigoriants.

4 spillere kvalificerede sig til semifinalerne ved at opnå 1-2 placeringer i de to mellemgrupper for de ialt 16 vindere af forgrupperne.

I semifinalerne vandt GM Saric 1½-½ over GM Sune Berg Hansen, og GM Grigoriants 2-0 over IM Johan-Sebastian Christiansen.

Billedet til højre viser de 4 semifinalister - fra venstre:

  • GM Ivan Saric
  • GM Sergey Grigoriants
  • GM Sune Berg Hansen
  • IM Johan-Sebastian Christiansen

Beklageligvis løb vi ind i alvorlige problemer med IT lyn-turneringssystemet, hvilket betød at vi måtte skifte til manuelle procedurer og papirbaseret gruppeinddeling og resultatnotering, hvilket medførte en forsinkelse før mellemgrupperne kunne startes.

Vi beklager dette. Semifinalerne og finalen kunne dog sendes live på nettet og i auditoriet, hvor et talrigt publikum fulgte de spændende partier på storskærm.

Nyd partierne fra semifinalerne og finalen her.

 

Lørdag - Events og huskeliste
af Tom Skovgaard     28/7-2017

Husk følgende events lørdag d. 29. juli:

  • 08:00 - 08:30: Børne Cup indskrivning
  • 08:30: Børne Cup starter (slut 12:30) - se mere her 
  • 13:00: 9. runde starter

 

Normchancer i runde 9
af Tom Skovgaard     28/7-2017

Følgende spillere har chance for at score en norm i Xtracon Chess Open runde 9:

  • GM-norm til IM Axel Delorme ved gevinst mod IM Jakob Aabling-Thomsen
  • IM-norm til FM Matthew J Wadsworth ved remis mod GM Jonny Hector

 

Følg lynskakfinalerne live i nat
af Tom Skovgaard     28/7-2017

Lynskakturneringen er i fuld gang med 128 deltagere, og når mellemrunderne er spillet færdig er 4 spillere klar til semifinaler og finale, som forventes spillet når klokken er passeret 23:00.

Partierne i seminalen og finalen kan følges live her.

 

Runde 8 - Runderapport
af Per Andreasen     28/7-2017

Vi var så heldige i dag, at Stormester Rasmus Svane hele dagen kommenterede partierne sammen med mig. Hans rolige facon og store skakviden borgede derfor for kvalitet.

I dag koncentrerede vi os om få partier.

Allermest spændende var partiet på topbrættet mellem de 2 førende GM Jobava mod GM Short. Tilsyneladende lavede Short en unøjagtighed i åbningen, 8,-c6?! var uhyre svært at forklare, hvorfor ikke spille Løberen til b7 med en nogenlunde lige stilling. I midtspillet blev englænderen reelt overspillet, og den georgiske supermand vandt i helt overbevisende stil.

 

Den unge indiske GM Lyna vandt i flot stil over GM Motylev. Ifølge Rasmus Svane er inderen uhyre stærk, og han spiller altid på gevinst. Det tror vi på!

Et parti vi fulgte meget tæt var GM Sasikiran mod GM Mads Andersen. Langt hen ad vejen fulgte spillerne vores analyser, i kommentatorlokalet mente vi, at inderen stod bedst i midtspillet. Det er ikke sikkert at det er rigtigt, og 28. .. T8c7! var stærkt, og herefter havde Mads tilsyneladende ikke problemer, og da røgen lettede efter tidnøden var stillingen helt lige. Flot af vores helt!

GM Allan Stig Rasmussen vandt i fin stil med de sorte brikker, og også Jacob Brorson vandt med de sorte brikker, da den stærke modstander forløftede sig.

En af dagens meget store overraskelser var, at 13-årige Frederik Svane forsvarede en meget svær stilling mod den meget stærke kroatiske GM Martinovic super godt – ½ - ½.

Bedste svensker er GM Tiger Hillarp Persson der vandt let og enkelt.

17.Txd7!,Dxd7 18.Sg5,Sd4 19.Dh5,Se2+ 20.Kf1, Lxg2+ 21.Ke1!,Le4 22.Dh6! – smukt! 1-0.

NB (red.): Dagens livestreming af kommenteringen af runde 8 kan ses på YouTube - se nedenfor.

Gæstekommentatorer:

  • Stormester Rasmus Svane er medkommentator fra ca. 40 min. efter start og resten af dagen! - direkte link her.

 

Tilbud fra Quality Chess og ChessBase
af Tom Skovgaard     28/7-2017

ChessBase og Dansk Skaksalg har sammen doneret en voucher med værdi 100 kr til hver deltager i Xtracon Chess Open. Voucher'en, der er uddelt til alle spillere ved brætterne, kan bruges til og med 30. juli hos Dansk Skaksalg ved køb af ChessBase produkter. På billedet til venstre ses Dansk Skaksalgs leder Ole Knudsen sammen med Martin Fischer fra ChessBase i Dansk Skaksalgs salgssted her på Konventum.

 

Og skakforlaget Quality Chess har, ligesom sidste år, doneret en gratis bog til hver deltager i Xtracon Chess Open - voucher'en til dette blev uddelt ved brætterne i starten af turneringen, hvor en bog kunne hentes hos Dansk Skaksalg.

 

Fredag - Events og huskeliste
af Tom Skovgaard     28/7-2017

Husk følgende events fredag d. 28. juli:

  • 13:00: 8. runde starter
  • 18:00: DEADLINE for betaling af indskud til Lynturneringen!
  • 19:30: LYNTURNERING

 

Runde 7 - Runderapport
af Per Andreasen     27/7-2017

Det blev en fuldstændig fantastisk kamprunde i dag. Af de 11 partier i Konferencesalen var der kun 1 remis, - og den var ikke kort. Et langt – og korrekt – parti mellem Stormestrene Urkedal og Sasikiran.

På topbordet havde GM Jobava hvid mod GM Bosiocic, og den kroatiske Stormester blev langsomt og sikkert trængt tilbage, og favoritten vandt sikkert. I det hele taget var det favoritternes dag i toppen. Kun GM Timman måtte se sig slået af den unge tysker IM Kollars. Tilsyneladende stod Timman bedst det meste af vejen, men det så ud som om at han mistede overblikket, hvorefter tyskeren sikkert vandt slutspillet.

De 2 russiske modstandere teknikkede deres 2 modstandere ud, begge partier så helt overbevisende ud.

GM Nigel Short spillede overbevisende og trykkede den italienske GM Vocaturo helt flad, og også det så uhyre overbevisende ud.

GM Hector spillede sikkert en tvivlsom åbning mod GM Hammer. Hector forsøgte sig med et hurtigt overfald, men den meget stærke nordmand parerede køligt, og da Dronningerne blev byttet i træk 21 så slutspillet meget fordelagtigt ud for hvid, de hvide Løbere var frygtindgydende. Efter partiet kom Hammer i kommentatorlokalet, og han demonstrerede partiet med både humor og instruktive varianter.

På LIVE 2 så vi at 13-årige Frederik Svane vandt et tilsyneladende super godt parti mod norske IM Christiansen. Vi spillede blot partiet hurtigt igennem, men det så uhyre imponerende ud, mange finesser undervejs!

For de 2 danske Stormestre var det lidt op og ned. GM Allan Stig Rasmussen måtte ned mod GM Sokolov. Den spanske åbning så rimeligt lige ud, men pludselig ofrede hollænderen en officer i centrum, og han fik til gengæld 2 fede bøder, og det blev hurtigt til 3. Allan forsøgte at stabilisere stillingen, men problemet var Springeren på a5, som aldrig kom med i spillet. 0-1

Danmarksmesteren vandt til gengæld over tyske FM Dauth. Man kom hurtigt ud i et slutspil, og det var oplagt at vores mand stod lidt bedre, men klart var det langtfra. GM Lars Schandorff, som kommenterede noget af dagen med mig (og tak for det), var meget usikker på hvor stærkt det sorte modspil var, men Mads undveg trækgentagelsen, og pludselig lavede tyskeren en kæmpefejl.

31.-,Td2? 32.Txd2,Sxd2 33.b5! – smart - og hvid vandt let. Mads viste os partiet i kommentatorlokalet, og det er altid en fornøjelse at være i hans selskab! Mads har nu 6 point, og formentlig får han i morgen en højere rated modstander. Det bliver spændende!

NB (red.): Dagens livestreming af kommenteringen af runde 7 kan ses på YouTube - se nedenfor.

Gæstekommentatorer:

  • Stormester Lars Schandorff er medkommentator i ca. 1½ times tid - direkte link her.
  • Stormester Jon Ludvig Hammer viser sit gevinstparti mod GM Jonny Hector - direkte link her.
  • Stormester Mads Andersen viser sit gevinstparti mod FM Benjamin Dauth - direkte link her.

 

2 GM-hold delte sejren i Parlyn
af Tom Skovgaard     27/7-2017

Onsdag aftens parlyn-turnering havde 61 deltagende hold med holdnavne som bl.a.: "Crazy 88", "Udkantsdanmark", "Teletubbies", "De glubske løvinder" og "Rustbankerne".

Hele deltagerlisten kan ses her.

 

 

To stormester-hold delte sejren med 14/16 pts.:

  • The Godfathers: GM Marin Bosiocic og GM Sasa Martinovic
  • Skanderborg 1: GM Rasmus Svane og GM Mads Andersen

På 3. pladsen kom holdet "Philosophers".
Præmietagere i ratinggrupperne:
Grp 1: 1. Nordhestene - 2. Rotation
Grp 2: 1. Crazy 88 - 2. Udkantsdanmark
Grp 3: 1. Elyon - 2. A&A
Grp 4: 1. Team Maxias - 2. (delt): Team Sandnes, To brødre som ikke er brødre
Grp 5: 1. Team Torleiv Jr - 2. (4-delt): Baby Boys, Team Hestholm, Team Torleiv, Team Trier-Brodsgaard.

Alle holdresultater (ikke individuelle resultater) kan ses hos Chess-Results.com her.

På billedet ovenfor tv. ses de to vinderhold i det indbyrdes opgør, og billedet th. er fra præmieuddelingen.

Nyd også lige alle billederne fra aftenens Parlyn her.

 

Short talks / interviews med nogle af topspillerne
af Tom Skovgaard     27/7-2017

Under Xtracon Chess Open er der lavet nogle "short talks / interviews" med nogle enkelte topspillere, ud over at der også er video fra de daglige live-sendinger på YouTube, hvor spillere gennemgår deres partier i kommentatorrummet (se direkte links i de daglige runderapporter). Mere følger! Nyd videoerne via links nedenfor - og se alle videoer, som er/bliver tilgængelige på KSU's YouTube-kanal her.

    

 

Torsdag - Events og huskeliste
af Tom Skovgaard     26/7-2017

Husk følgende events torsdag d. 27. juli:

  • 13:00: 7. runde starter
  • 19:00: DEADLINE for tilmelding til Lynturneringen!
  • 20:00: Foredrag med GM Jan Timman se mere her.

 

Parlyn resultater
af Thomas Larsen     26/7-2017

Resultater fra parlyn kan følges via dette link.

 

 

Runde 6 - Runderapport
af Per Andreasen     26/7-2017

GM Nigel Short vandt heldigt over GM Tiger Hillarp-Persson. Efter partiet kom begge spillere i kommentatorlokalet og viste partiet. Short førte ordet, og han mente selv at han havde spillet åbningen ”idiotisk dårligt”, og Tigeren kom til at stå knusende godt.

18.Sxg7? var en fejl, begge spillere mente at 18.b5! eller måske 18.Sxd6 var meget bedre muligheder, måske med vindende fordel til hvid. I fortsættelsen spillede Short noget meget smart, nemlig, efter 18 .. Kb8 19.e4,Se7 20.f3, kom 20 .. d5! som fuldstændig ændrede stillingen, og pludselig var Short i førersædet. 0-1.

På topbrættet mødtes GM Bosiocic og GM Urkedal (billedet). I en helt lige stilling forsøgte kroaten at komplicere stillingen, og det lykkedes ham. Herefter blev han udspillet af den stærke norske Stormester, og slutspillet så meget vundet ud. Nordmanden tillod kroaten at skubbe sin a bonde frem til a6, og det var tilsyneladende en fejl. Diagram efter hvids 52.a4.

Fx 52 .. Ld8! som foreslået af Stormester Rasmus Svane, og den sorte stilling er let vundet.

GM Jobava vandt igen i dag et fuldstændig vildt parti, denne gang gik det ud over GM Shabalov. Vi nåede desværre ikke at kigge så meget på partiet.  GM Agdestein stod for dagens negative overraskelse da han blev knust i angreb af den amerikanske IM Rosen.

Det var en skidt dag for nogle af de næstbedste danskere. FM Jonas Bjerre tabte et meget spændende parti mod GM Timman, da Jonas kom til at sætte en Springer i slag. IM Percivaldi havde tilsyneladende en meget fin stilling mod englænderen Dishman, men danskeren mistede tilsyneladende overblikket og tabte. Også Jakob Aabling måtte ned, han blev tilsyneladende overspillet af GM Sokolov.

På plussiden talte, at GM Allan Stig Rasmussen vandt i fin stil over FM Rietze ligesom GM Mads Andersen vandt sikkert over en godt kæmpende GM Carsten Høi.

Tak for hjælpen til Stormester Rasmus Svane, der hele dagen var i kommentatorlokalet, og dermed forhøjede kvaliteten af kommentarerne betragteligt!

NB (red.): Dagens livestreming af kommenteringen af runde 6 kan ses på YouTube - se nedenfor.

Gæstekommentatorer:

  • Stormestrene Nigel Short og Tiger Hillarp-Persson gennemgik deres parti i kommentatorrummet hos Per Andreasen - direkte link her.

 

T-shirts til salg - attraktive tilbud!
af Tom Skovgaard     26/7-2017

Køb en T-shirt fra Xtracon Chess Open!

Dette års T-shirt (gul): 125 DKK

Tidligere års T-shirts: 50 DKK pr stk.

  • T-shirt 2012 (lilla)
  • T-shirt 2013 (lime)
  • T-shirt 2014 (rød)
  • T-shirt 2015 (cobolt)
  • T-shirt 2016 (orange)

Særligt tilbud: 3 T-shirts (2012, 2013, 2014) for 100 DKK

T-shirts sælges fra stævnekontoret.

 

Onsdag - Events og huskeliste
af Tom Skovgaard     26/7-2017

Husk følgende events onsdag d. 26. juli:

  • 18:00: Deadline for betaling af indskud til Parlyn-turneringen - se betalingsside her.
  • 20:00: Parlyn-turnering

Og runde 6 starter onsdag kl. 13:00!

 

Runde 5 - Runderapport
af Tom Skovgaard     25/7-2017

Der var virkelig smæk for skillingen i dagens partier!

GM Urkedal sluttede effektivt af mod GM Sokolov. Det så således ud:

Sort har netop spillet 17,-Sh5-f6 og nu afsluttede den norske Stormester effektivt med 18.Txg7+,Kf8 19.Dg2 og sort opgav. 19.Dg2 havde også fulgt hvis sort havde slået på g7. Enkelt og smukt!

Den kroatiske Stormester Bosiocic vandt et meget indviklet parti mod GM Schröder, og hermed er Bosiocic og Urkedal i spidsen for turneringen med maksimum 5 point, og de mødes derfor i morgen.

GM Jobava vandt et fantastisk spændende, og sikkert fejlfyldt, parti mod IM Goh. Jobava viste partiet i kommentatorsalen for et meget stort publikum. Fantastiske varianter flød fra ham, og officererne røg rundt på brættet, vi havde alle svært ved at følge tempoet!

Hvid har netop spillet 25.Se2-d4 og nu fulgte hurtigt 25, -Tb2+ 26.Ka1, Dc3 wow!! 27.Sxe6,Dc2 28.Sc7+,Kd7 og hvid opgav!

I de øvrige topopgør var der favoritsejre til Short, Vitiugov, Sasikiran og Agdestein.

I den danske lejr var der lidt blandede bolsjer. GM Mads Andersen måtte nøjes med remis mod en stærkt spillende IM Miedema fra Holland. GM Allan Stig Rasmussen vandt sin 4. sejr af 4 mulige og begge de danske esser har nu 4 points af 5 mulige. Meget flot var det at IM Percivaldi holdt GM Motylov til remis. Stillingen var rygende uklar efter træk 22 og russeren tilbød. FM Jonas Bjerre holdt flot remis mod GM Hjartarsson, medens IM Haubro havde en rigtig dårlig dag og tabte til GM Shabalov.

Lidt længere tilbage var der sikre sejre til de bedste svenske spillere, GM Hector, GM Tiger Hillarp-Persson og IM Jepson.

NB (red.): Dagens livestreming af kommenteringen af runde 5 kan ses på YouTube - se nedenfor.

Gæstekommentatorer:

  • Ib Skovgaard viser sit korte gevinstparti med sort mod italienske Christian Palozza - dette kan ses her.
  • Den georgiske stormester Baadur Jobava viser sit gevinstparti mod IM Kevin Goh Wei Ming - dette kan ses her.

 

GM Sune Berg Hansen scorede 20½/23 i simultanen
af Tom Skovgaard     25/7-2017

Den synfoldige Danmarksmester, GM Sune Berg Hansen, scorede 20½ i sine 23 simultanpartier mandag aften på Konventum i Helsingør. Kun en enkelt spiller formåede at vinde over stormesteren, og det var Reto Utiger Sørensen (DK), mens tre spillere opnåede remis: Poul Johannisson, Lars Hyldkrog og Kenny Bagge (alle DK).

På billedet er Sune Berg Hansen ved at udføre et træk med den senere vinder Reto Utiger Sørensen.

Det sidste parti sluttede omkring 3½ time efter starten af simultanen. Alle partier fra simultanen kan ses / downloades her.

 

Dansk Skaksalg har åbent dagligt resten af ugen
af Tom Skovgaard     25/7-2017

Dansk Skaksalg har nu åbnet butikken og har åbent dagligt hele denne uge til og med søndag. Butikken findes nemt i det nederste niveau tæt på spillesalen for topbrætterne.

Lederen af Dansk Skaksalg, Ole Knudsen, har specielle tilbud hele ugen, og de sidste dage af ugen fra og med torsdag er der besøg af Martin Fischer fra ChessBase, som vil kunne guide interesserede mht. ChessBase's produkter og brugen af dem.

SÆRLIGT TILBUD! Torsdag vil der være et særligt tilbud til alle deltagere i Xtracon Chess Open fra ChessBase og Dansk Skaksalg!

Det skal også nævnes, at Dansk Skaksalg pr. 1. august får ny leder, jf. artikel hos Dansk Skak Union her. Ole Knudsen vil være her ugen ud, mens den nye leder, Mikael Rask, også vil være her de sidste dage i ugen.

Åbningstider m.m. kan ses her.

 

Henrik Juel igen sikker Danmarksmester i problemskakløsning
af Tom Skovgaard     25/7-2017

Der deltog 23 løsere i årets åbne Danmarksmesterskab i problemskakløsning, som blev afholdt mandag aften i Helsingør i forbindelse med Xtracon Chess Open. Adskillige titelholdere var at finde blandt deltagerne: GM Sergey Grigoriants (Rusland), WGM Petra Papp (Ungarn) og de to FM'er Poul Rewitz og Martin Matthisen. Endvidere deltog den kendte danske problemkomponist Steffen Slumstrup Nielsen. Af de 23 deltagere var 18 danskere, og der var 2 svenskere, 1 russer, 1 ungarer og 1 hollænder.

Traditionen tro skulle der løses 18 opgaver inden for 2 timer, alle med fordringen ”Mat i 2 træk”, fordelt med 6 ”lette”, 6 ”mellemsvære” og 6 ”svære”. Hver rigtig løsning gav 2 point, så den maksimale score var 36 point.

 

Vinder blev, ligesom sidste år, Henrik Juel (DSK, Dansk Skakproblemklub), som denne gang var ene om at opnå maksimum: 36 point! På billedet ovenfor modtager Henrik Juel (tv.) præmien fra Kaare Vissing Andersen.

Nr. 2 blev GM Sergey Grigoriants med 34 point. Grigoriants afleverede sine løsninger efter blot 35 minutter! Nr. 3 blev Steffen Slumstrup Nielsen, som også scorede 34 point, men afleverede senere end Grigoriants - efter 1 time og 39 min. Grigoriants og Slumstrup Nielsen havde fejl i samme opgave, nemlig opgave 1 af de mellemsvære (se diagrammet nedenfor).

På de følgende pladser kom: 4. Sietske Greeuw (NL), 5. Jacob Woge Nielsen (DK), 6. Thomas Thybo (DK) og 7. FM Poul Rewitz (DK).

Løsning til opgaven ovenfor, hvor hvid trækker og sætter mat i 2 træk!

Den viste opgave er komponeret af Guörgy Bakcsi (Skakbladet 1982). Både Grigoriants og Slumstrup Nielsen angav 1 Sf4? som løsning, men efter 1 .. Le4! er der ikke mat i ét træk! Den korrekte løsning er 1 Se3!

Se alle opgaver samt løsninger her (PDF).

 

Tirsdag - Events og huskeliste
af Tom Skovgaard     24/7-2017

Husk følgende events tirsdag d. 25. juli:

Og runde 5 starter tirsdag kl. 13:00!

 

Følg Sune Berg Hansens simultan live
af Tom Skovgaard     24/7-2017

Følg den danske stormester Sune Berg Hansens simultan live via link'et nedenfor! Sune Berg Hansen, som har vundet Danmarksmesterskabet ikke mindre end 7 gange, spiller i aften mod 22 modstandere samtidig i en simultanopvisning.

Link til live fra simultanen:

http://liveskak.dk/2017/XCO/simultan/live.php

 

Runde 4 - Runderapport
af Per Andreasen     24/7-2017

Det var desværre ikke nogen god dag for danskerne i toppen af turneringen. GM Carsten Høi blev nedkæmpet af GM Urkedal, Norge. GM Mads Andersen måtte også lade sig nøje med remis mod IM Ikeda, dette på trods af at Mads stod lidt bedre det meste af partiet.

I de øvrige toppartier skete der ting og sager. På de første 4 brætter måtte de højest ratede nøje sig med remis. GM Vitiugov stod tilsyneladende virkelig godt, men han blev spillet helt baglæns, og det så ud som om at han var heldig med at få remis. GM Short stod virkelig godt, men op mod tidnøden spillede han forkert og måtte nøjes med remis. Unge norske IM Christiansen ofrede frisk en officer mod GM Motylev, hvilket fik russeren til straks at tilbyde remis! Stillingen var også aldeles uklar.

GM Jon Ludwig Hammer mod GM Tiger Hillarp-Persson blev også remis efter hård kamp. Tigeren mødte efter partiet op i kommentatorlokalet og viste partiet, og vi blev alle klogere. Tigeren mente, at han undervejs stod skidt, men remis blev det altså.

De kroatiske Stormestre førte sig frem. GM Bosiocic vandt stensikkert over den indiske IM Das, medens GM Saric vandt et meget flot og stilrent parti over GM Hector. Saric var efterfølgende et meget behageligt bekendtskab i kommentatorlokalet, og han viste os alle fantastiske varianter da han gennemgik partiet!

Som jeg så det var det en nærmest katastrofe af GM Hjartarson ikke vandt sit parti mod unge norske Mads Vestby-Ellingsen. Vi kommer ind efter sorts træk 56. (diagram)

57.Lxg6? og nu er bondeslutspillet remis. Hvorfor ikke blot 57.Ke4! og som jeg ser det, ja så vinder hvid let.

Lidt længere tilbage var der sikre sejre til IM Martin Percivaldi og FM Jonas Bjerre, så de er begge fint med fremme med 3½ point. FM Filip Boe spillede sig endnu engang til remis mod en stærk modstander, denne gang var det IM Jakob Aabling- Thomsen.

NB (red.): Dagens livestreming af kommenteringen af runde 4 kan ses på YouTube - se nedenfor.

Gæstekommentatorer:

  • Den svenske stormester Tiger Hillarp-Persson gennemgik sit parti mod Norgesmester Jon Ludwig Hammer (remis) hos Per Andreasen - dette kan ses her.
  • Den kroatiske stormester Ivan Saric gennemgik sin gevinst mod svenske GM Jonny Hector - dette kan ses her.

 

Mandag - Events og huskeliste
af Tom Skovgaard     23/7-2017

Husk følgende events mandag d. 24. juli:

Og runde 4 starter mandag kl. 13:00!

 

Runde 3 - Runderapport
af Per Andreasen     23/7-2017

I 3. runde måtte et par af topspillerne afgive en remis, nemlig GM'erne Jobava og Sasikiran mod henholdsvis Haug og Kramer. Også danske Sandi Stojanovski havde en meget fin stilling efter ca. 20 træk mod den norske GM Agdestein - men i tidnøden blev danskeren snydt og han måtte ned.

Til gengæld så det ud som om, at de 2 andre danskere i Konferencesalen blev reelt udspillet, nemlig FM Tom Petri mod GM Vitiugov og FM Johnny Veng mod GM Bosiocic.

Dagens sidste parti var FM Rostgård mod GM Motylov - et parti vi fulgte tæt i kommentatorlokalet. Vi kiggede en del på 31.Te6! (diagram) med en mulig fortsættelse 31,-Sa5! 32.Dc3,Dd3 33.De5, Sxc4 34..Dh5 og det ser ud som om at hvid holder remis ved evigskak. Det er muligt at denne variant kan forbedres for sort, men i kommentatorlokalet kunne vi ikke finde noget. I stedet spillede Tobias 31.Dc3?! og selv om han kæmpede benhårdt, ja så måtte han ned til sidst mod den meget stærke russer.

Den kroatiske GM Saric afsluttede flot sit parti mod svenskeren Kucuksari efter sorts 24. træk i denne stilling:

25.Txe6!,Kxe6? 25,-Kd8 måtte forsøges for nu kommer 26.Dh3+,Kf7 27.Dd7+,Kg8 28.Dxd5+,Tf7 29.Dxa8+,Kh7 30.Dd5,Tc7 31.Dh5+,Kg8 32.De8+,Kh7 33.Ld3+ og sort opgav.

Danmarksmester Mads Andersen vandt i stor positionel stil og har nu maksimum 3 points. Det samme har endnu en dansker, GM Carsten Høi.

NB (red.): Dagens livestreming af kommenteringen af runde 3 kan ses på YouTube - se nedenfor. 
Danmarksmester GM Mads Andersen gennemgik sit parti hos Per Andreasen - dette kan ses her.

 

Runde 2 - Runderapport
af Per Andreasen     23/7-2017

Som forventet gjorde langt de fleste af favoritterne kort proces i 2 runde. Torben Kyhl Sørensen fra Skakklubben 1968 havde det allersværest mod topseede GM Vitiugov, og bedre blev det ikke da Torben lavede en kæmpefejl i åbningen og allerede efter 6 træk var stillingen håbløs. Ærgerligt!

Jacob Brorson kæmpede længe fint mod GM Sasikiran, men op mod tidnøden lavede inderen en smart kombination der ødelagde Brorsons stilling.

Af de bedste danskere har GM Mads Andersen, GM Høi, IM Percivaldi og FM Tom Petri alle maksimum 2 points. GM Allan Stig Rasmussen har jo kun det ene point han vandt i dag, idet et aflyst fly fra Færøerne forhindrede ham i at nå frem til 1 runde. Der er derfor lang vej til Konferencesalen for den tredobbelte Danmarksmester.

Lidt længere tilbage kom turneringens hovedsponsor Xtracons ejer, Henrik Mølvig, desværre for skade at tilbyde en højt ratet modstander remis i en klokkeklar gevinststilling. Den heldige modstander var IM Kewin Goh, rating 2446! Se diagram efter sorts træk 41.

Tidnøden er netop overstået. 42.h4! med remistilbud. Synd, sort er fuldstændig færdig. En fortsættelse kunne blive 42 .. Lf6 43. hxg5 hxg5 44. Sxg5! med tæppe!

3 runde er på vej, starter om godt 1 time her kl. 1700. Stay tuned!

NB (red.): Dagens livestreming af kommenteringen af runde 2 kan ses på YouTube - se nedenfor.

 

David Christophersen vandt Ivan Sokolov's bog
af Tom Skovgaard     23/7-2017

David Christophersen fra Allerød Skakklub blev udtrukket som vinder af GM Ivan Sokolov's bog "Chess Middlegame Strategies".

David Christophersen var en af indsenderne af en korrekt løsning til Steffen Slumstrup's slutspilstudie, dedikeret til Xtracon Chess Open 2017, jf. tidligere nyhed her på siden.

 

 

 

Og studiekomponisten, Steffen Slumstrup Nielsen, fører os her igennem løsningen:

1. e4+ dxe3 ep 2. Sxe3+ Ke5
Ikke 2...Ke6 3. Sxf5 g2 4. Sd4+/4. Sg7+ +-
3. Lxg3+
Hvid opnår kun remis efter 3. Sxf5 g2! 4. Lf2 Kxf5
3...Df4!
3...Ke6 4. Sxf5 Kxf5 5. Kc7 med let gevinst. Nu holder sort let remis efter 4. Lxf4 Kxf4, da begge hvide bønder falder. Hvid må forsøge at forbedre sin situation, før dronningen slås.

4. Sc4+ Kf5+
En krydsskak, der naturligvis besvares med en...
5. Sd6+
...krydsskak. 
5... Ke5
Dermed frigøres springeren til endnu en skak. Afbytning på d6 var håbløs.
6. Sxf7+ Kf5+ 7. Nd6+ Ke5 8. Nc4+ Kf5+ 9. Lxf4
Endelig skal dronningen slås. Med f7-bonden ude af spillet er bonden på f3 nemlig en potentiel matchvinder.
9...Kxf4 10. Sd2 Kg3
10...Ke3 har ingen effekt, da Hvid blot nærmer sig med kongen. Men planen er nu 11...Kxh3 og h-bonden bliver en magtfaktor.
11. Kc7
Eneste plan for Hvid er at haste til undsætning.
11...Kxh3 12. Kd6 Kg2! 13. Ke5 h4 14. Kf4 h3
Er Hvids konge alligevel kommet for sent?

15. Sf1! 
Afslutningen på ridtet Sd1-e3-c4-d6-f7-d6-c4-d2-f1.
15....Kxf1 16. Kg3 og Hvid vinder.

 

Runde 1 - Runderapport
af Per Andreasen     22/7-2017

Velkommen til Xtracon Chess Open 2017.

Som sædvanlig vil jeg kommentere på partierne undervejs, og bagefter vil jeg her skrive et kort referat af de vigtigste og mest interessante partier.

Jeg vil koncentrere mig om de bedste danske spillere, og specielt de danske Stormestre, og jeg håber naturligvis på, at de kan blande sig i toppen i det benhårde selskab fra flere af verdens bedste spillere.

Som sædvanlig vil jeg understrege, at jeg ikke bruger computerhjælp undervejs i mine kommentarer eller mine referater af partierne, så derfor vil mine kommentarer – både det ene og det andet sted – være fyldt med fejl, og man vil derfor ikke i mine kommentarer kunne finde sandheden om partierne.

I 1. runde skete der ikke nogle overraskelser på nogle af topbrætterne. Som jeg så det var det for de fleste ”a walk in the park”, og jeg så ikke nogle af de bedste der på noget tidspunkt var i problemer. 
Georgiens bedste spiller gennem mange år, GM Baadur Jobava vandt let og i fin stil, og efter partiet kom han i kommentatorlokalet og demonstrerede sit parti, og naturligvis de mange finesser, som vi andre ikke havde fået med. Resten af dagen blev han så i kommentatorlokalet og gennemgik partierne med mig. Det lærte både publikum og jeg meget af! Tak for det!

Også den dobbelte, og regerende Danmarksmester, Stormester Mads Andersen, var forbi og viste sin stilrene og forventede gevinst fra 1 runde. Godt Mads!

2. runde spilles i morgen, søndag kl. 1000.

NB (red.): Dagens livestreming af kommenteringen af runde 1 kan ses på YouTube - se nedenfor. Omkring 1:15 time inde viser GM Baadur Jobava sit gevinstparti og Jobava slutter sig derefter til kommenteringen! Og Danmarksmester Mads Andersen gennemgår også sit gevinstparti - direkte link her.

 

Xtracon Chess Open 2017 i gang
af Tom Skovgaard     22/7-2017

Xtracon Chess Open 2017 er i gang! 433 spillere fra 32 nationer deltager, og det er deltagerrekord for stævnet, som i år bliver afholdt for 39. gang! 149 af deltagerne er fra Danmark, mens Norge har 117 deltagere med, Sverige 54 og Tyskland 31. 

Toppen af feltet omfatter 24 stormestre, heraf flere internationale topnavne. Bl.a. deltager de to tidligere VM-udfordrere, engelske Nigel Short, som spillede VM-match mod Kasparov i 1993, og hollandske Jan Timman, som har spillet VM-match mod Karpov. De 3 højstratede stormestre i feltet er russiske Nikita Vitiugov, georgiske Baadur Jobava og indiske Krishnan Sasikiran.
 
Fra de nordiske lande deltager også adskillige af de bedste stormestre, bl.a. den islandske legende Johann Hjartarsson, som netop har vundet det nordiske skakmesterskab, den norske mester Jon Ludwig Hammer, den svenske stormester Tiger Hillarp Persson samt de to seneste års danske mester, den unge stormester Mads Andersen. Hele feltet i turneringen kan ses i turneringstabellen her.

Turneringen kan følges live på nettet, hvor 50 partier sendes fra livebrætter (med 10 min. forsinkelse), se links i menuen. Endvidere kommenteres toppartierne i konferencesalen traditionen tro af FM Per Andreasen, og denne kommentering kan også følges på nettet på KSU's YouTube-kanal her, hvor der også vil blive lagt videoer fra turneringen ud.

Se en kort sekvens fra starten af toppartierne i runde 1 nedenfor.

 

 

Skønhedspræmier fra New In Chess
af Tom Skovgaard     22/7-2017

New In Chess har sponsoreret to skønhedspræmier til Xtracon Chess Open i form af 2 stk. 1-års abonnement på tidsskriftet "New In Chess"! Præmierne går til de to partier der kåres som vindere i ratingkategorierne hhv. under 2000 (FIDE/ELO rating) og fra 2000 og opefter.

VIGTIGT: Partier, som ønskes med i konkurrencen om skønhedspræmierne skal indleveres til stævnekontoret, jo før jo bedre!

Desuden udloves en bogpræmie fra New In Chess i hver aldersgruppe af Børne Cup.

 

 

 

Radio 24syv: "Stjerner i Danmark"!
af Tom Skovgaard     21/7-2017

I dag kl. 14:00 skydes 1. runde af Xtracon Chess Open 2017 i gang. Men allerede i nat sendte Radio 24syv en skakudsendelse med optakt til årets turnering - med titlen: "Stjerner i Danmark"!

Omtalen af programmet på Radio 24syv's hjemmeside lyder: "Sommerens helt store begivenhed på dansk grund er Xtracon Chess Open i Helsingør. I hovedturneringen kæmper flere end 400 spillere; fra begyndere til verdensstjerner, fra børn til ældre, spillere på vej frem og levende legender, kvinder og mænd. Vi ser nærmere på et par af de helt store udenlandske profiler.".

Udsendelsen er en af en række skakprogrammer, som Stormester Lars Schandorff laver her i juli og august på Radio 24syv - under titlen "Nimzowitsch", med reference til den gamle skakmester og skaklærer Aron Nimzowitsch, som levede i den første del af 1900-tallet, heraf nogle år i Danmark.

Alle programmerne kan høres eller Podcastes fra Radio 24syv's hjemmeside om skakprogrammerne her - og den aktuelle udsendelse fra i nat kan høres her!

 

Om betaling - og transport
af Tom Skovgaard     20/7-2017

Har du ikke betalt indskud endnu? Så mød op til indskrivningen lørdag d. 22. juli mellem kl. 10.45 og 11.30 ved hovedindgangen på Konventum.

Der er åbent for online-betaling af indskud helt frem til indskrivningen. Find betalingssiden her.

Hvis indskuddet er betalt, og der står et grønt flueben på deltagerlisten ud for din tilmelding, så har vi registreret din betaling, og du behøver ikke møde op til indskrivningen.

Har du ikke betalt indskuddet, skal du møde frem til indskrivningen lørdag d. 22. juli mellem kl. 10.45 og 11.30. Bemærk at der kun kan betales med kontanter (danske kr.) ved indskrivningen.

Information til bankoverførsel:
Betaling fra Danmark:
Nordeakonto: (regnr. 2132) 5365 159 604
Betaling fra udlandet:
IBAN: DK5020005365159604
Swiftadresse: NDEADKKK

HUSK AT SKRIVE DELTAGERNAVN(E) VED BETALING VIA BANKKONTOEN.

BEMÆRK - Vedr. transport!

Vedr. transport med tog til og fra spillestedet, bemærk at der er køreplansændringber pga. sporarbejde i sommer. Rejseforbindelse planlægges bedst med brug af rejseplanen.dk.
 

 

Johann Hjartarsson Nordisk Mester 2017
af Tom Skovgaard     11/7-2017

Den islandske skaklegende GM Johann Hjartarsson vandt det Nordiske mesterskab 2017, som blev spillet i Sverige i sidste uge, med scoren 7½/9! Hjartarsson havde bedre korrektion end den unge svenske GM Nils Grandelius, som også scorede 7½ point i feltet med 73 spillere, heraf 8 stormestre fra de nordiske lande.

Og det er med stor glæde vi ser frem til at have Johann Hjartarsson med i feltet i sommerens Xtracon Chess Open, hvor han er oppe imod stærk international såvel som nordisk modstand, herunder norske GM Jon Ludwig Hammer, som netop har vundet det norske mesterskab 2017, samt den danske mester 2017 GM Mads Andersen. Det svenske mesterskab 2017 spilles i denne uge.

Johann Hjartarsson blev stormester i 1985 og rykkede ind i verdens skakelite i 1988, da han kvalificerede sig til Kandidatturneringen, hvor han vandt over Victor Korchnoi, men blev slået af Anatoly Karpov i kvartfinalen. Hjartarssons mange fine resultater omfatter 6 islandske mesterskaber - de 5 vundet i forrige århundrede, men det seneste vundet i 2016!

 

GM Motylev med - og nu over 400 spillere!
af Tom Skovgaard     5/7-2017

Den russiske stormester Alexander Motylev er nu med i feltet til Xtracon Chess Open, som starter med 1ste runde lørdag d. 22. juli!

GM Alexander Motylev, født i 1979, har vundet det russiske mesterskab, i 2001, og har vundet det individuelle Europamesterskab. Motylev vandt Europamesterskabet i Yerevan i 2014 med scoren 9/11 og med en præstationsrating på 2872! Motylev er endvidere Sergey Karjakin's træner og er også en af det russiske landsholds trænere.

GM Motylevs nuværende FIDE-rating på 2680 placerer ham som nummer 5 i feltet til sommerens Xtracon Chess Open.

Breaking news!
Vi er nu over 400 deltagere til Xtracon Chess Open 2017! Og der er plads til flere :)

 

Løs opgaven - og vind GM Ivan Sokolov's bog
af Tom Skovgaard     28/6-2017

Nu har du muligheden for at vinde GM Ivan Sokolov's bog om "materiel ubalance", som Sokolov holder foredrag om under Xtracon Chess Open!

For at deltage i konkurrencen skal man løse slutspilstudiet vist til venstre, hvor opgaven lyder: ”Hvid trækker og vinder. Angiv hovedvarianten til og med hvids 16. træk.”. Vinderen af præmien findes ved lodtrækning blandt de korrekte besvarelser.

Løsninger skal sendes til organiser@xtraconchessopen.dk med emnet ”Sokolov” senest torsdag d. 20. juli. Vinderen offentliggøres umiddelbart herefter.

Slutspilstudiet er komponeret og dedikeret til Xtracon Chess Open af den danske opgavekomponist Steffen Slumstrup Nielsen. Steffen Slumstrup Nielsen har i de seneste år markeret sig som en af verdens førende opgavekomponister og har bl.a. vundet førstepræmien i ”Jan Timman 60 Jubilee Tourney” i konkurrence med en række af verdens førende studiekomponister.

 

Husk!
Spar 100 kr ved at indbetale deltagergebyret senest 1. juli!


Steffen Slumstrup Nielsen - Xtracon Chess Open 2017 - "Hvid trækker og vinder".

 

7 gange DM-vinder Sune Berg Hansen spiller simultan
af Tom Skovgaard     23/6-2017

Den danske stormester Sunes Berg Hansen spiller simultanen mandag aften kl. 20:00 under årets Xtracon Chess Open!

GM Sune Berg Hansen har vundet det danske mesterskab hele 7 gange - i perioden 2002 - 2015.

Simultanen er åben for op til 24 spillere, og allerede 9 er tilmeldt. Man kan tilmelde sig via menuerne øverst på siden - first come first serve :)

Og her hvor der er 4 uger og 1 dag til kick-off runden er vi nu kommet over 350 deltagere!

 

Husk!
Spar 100 kr ved at indbetale deltagergebyret senest 1. juli!

 

Nu over 300 deltagere! Og husk at spare 100 kr.!
af Tom Skovgaard     10/6-2017

Så har vi nået 300 deltagere i feltet til sommerens Xtracon Chess Open! Vi er dermed godt på vej til et deltagerantal på lidt over 400, her hvor der er 6 uger til startskuddet lyder!

Og husk at ved betaling af indskud senest 1. juli sparer man 100 kr., jf. indbydelsen.

 

GM Nikita Vitiugov 2731 spiller Xtracon Chess Open
af Tom Skovgaard     12/5-2017

Den russiske stormester Nikita Vitiugov er nu med i feltet til sommerens Xtracon Chess Open, og hans rating på 2731 på FIDE's liste fra maj placerer ham i toppen af vores deltagerliste til turneringen!

Nu 30-årige GM Vitiugov, nr. 26 på verdensranglisten, er steget støt og roligt mod verdenseliten igennem hele sin skakkarriere, som bl.a. omfatter sejren i Tradewise Gibraltar Chess Festival 2013 og delt førsteplads i Aeroflot Open 2011. Vitiugov har også spillet Chess World Cup flere gange, og i World Team Chess Championship 2009 vandt han guldmedalje for sin score på 5½/6, med præstationsrating 2939.

Vi kan også glæde os over, at deltagerlistens nr. 2 og 3, stormestrene Baadur Jobava og Nigel Short, i øjeblikket leverer flot skak i TePe/Sigeman-turneringen i Sverige! Nyd Nigel Shorts smukke matkombination i første rundes parti mod GM Erik Blomqvist! Og Jobavas sejr i 2. runde over Short.

 

Foredrag fra to top-stormestre under Xtracon Chess Open
af Tom Skovgaard     29/4-2017

Blandt topspillerne i dette års Xtracon Chess Open finder vi den tidligere VM-kandidat GM Jan Timman samt den tidligere hollandske - og jugoslaviske(!) - mester GM Ivan Sokolov, begge fra Holland.

Og disse to topnavne holder begge et aftenforedrag under Xtracon Chess Open!

GM Jan Timman's foredrag vil handle om den danske skak-legende Bent Larsen.

GM Ivan Sokolov's foredrag handler om "materiel ubalance" - temaet fra Sokolov's nyeste bog om midtspillet i skak.

Disse foredrag ligger hhv. tirsdag aften (Sokolov) og torsdag aften (Timman). Information om foredragene findes også under menupunktet om foredrag (beskrivelse af Timman's foredrag følger).

 

Copenhagen Chess Festival T-shirt
af Dorte Hansen     14/4-2017

Så er årets Copenhagen Chess Festival T-shirts ankommet og kan bestilles og betales via online betaling her på hjemmesiden eller købes på stævnekontoret under turneringen. Prisen er 125 kr.

Desuden har vi et restparti fra tidligere år, så glemte du at købe T-shirten sidste år, så kig forbi stævnekontoret.
Disse T-shirts kan erhverves for 50 kr. pr. stk.

Online bestilling og betaling

 

 

GM Nigel Short i Xtracon Chess Open til sommer
af Tom Skovgaard     2/4-2017

Det er med stor glæde vi byder den engelske topstormester og tidligere VM-kandidat Nigel Short velkommen til Xtracon Chess Open til sommer! Stormester som 19-årig, i verdens top-3 som 23 årig, og i en VM-match mod Garry Kasparov i 1993 som 28-årig - disse er blot nogle af højdepunkterne i Nigel Shorts fine topskak-karriere siden hans unge dage.

På sin vej mod VM-matchen besejrede Nigel Short adskillige store skaknavne i matcher, bl.a. Boris Gelfand, Jan Timman og Anatoly Karpov! Short har også spillet masser af gange på det engelske hold i Skak Olympiaden og har vundet mange turneringssejre i sin skakkarriere. Senest, i Gibraltar i januar i år, vandt Short et fint parti over verdens nr. 2 Fabiano Caruana!

Ud over at spille skak, er Nigel Short også skakskribent og aktiv som skaktræner, og Short har også været involveret i skakpolitik de seneste år. Der er et kort interview med Nigel Short, lavet umiddelbart efter Shorts sejr foran sine yngre landsmænd i det britiske "knockout" mesterskabet 2016, som kan læses hos ChessBase her: http://en.chessbase.com/post/interview-with-celebrity-oldie-nigel-short.

I Xtracon Chess Open får vi også fornøjelsen af Nigel Short i kommentarorrummet, hvor Short dagligt, efter hans parti er slut, vil slutte sig til den danske topkommentator FM Per Andreasen! Så vi kan glæde os til masser af underholdning, både på og uden for brættet, fra det engelske topnavn i sommerens Xtracon Chess Open.

 

GM Baadur Jobava spiller Xtracon Chess Open
af Tom Skovgaard     10/3-2017

I toppen af dette års Xtracon Chess Open finder vi en af verdens mest kreative og spændende stormestre fra Top 100 – den georgiske stormester Baadur Jobava! I Skakolympiaden i 2016 blev Jobava topscorer på 1. bræt med 8 af 10 og en præstationsrating på over 2900, foran en lang række af verdens absolutte topspillere inkl. verdensmester Magnus Carlsen.

Den 33-årige Jobava, med rating 2701 på FIDE’s marts-liste, har vundet det georgiske mesterskab 3 gange og har en række topresultater fra stærke internationale turneringer siden han blev stormester i 2001. Jobava har spillet i Danmark en gang tidligere, nemlig i 2. Samba Cup i Skanderborg, som han vandt foran bl.a. Ivanchuk, Magnus Carlsen (dengang 14 år) og danske Curt Hansen.

Stillingen er fra partiet Jobava-Ponomariov fra skakolympiaden, som var et af 2016’s bedste og mest opsigtsvækkende skakpartier! Jobava har netop spillet trækket 17. Lh6!! med vindende angreb. Partiet fortsatte 17. .. gxh6 18. Dxh6 Txc3 19. Dg5+ Kf8 20. Dxf6 Txd3 21. cxd3 1-0.

Det bliver spændende at følge Baadur Jobava i Xtracon Chess Open til sommer!

 

Over 100 deltagere tilmeldt med 5 måneder til start
af Tom Skovgaard     27/2-2017

Her i den sidste weekend i februar - med ca. 5 måneder til starten af Xtracon Chess Open 2017 - rundede antallet af tilmeldte spillere 100, hvilket giver en fin prognose for at nå mindst samme deltagerantal som sidste års ca. 400 deltagere!

Og som altid er der et spændende felt af internationale navne i toppen af feltet, jf. det nuværende Top-10 i feltet vist på billedet. Vi kommer tilbage til nogle af de spændende internationale navne i nyheder i den kommende tid!

 

Bestil overnatning online
af Tom Skovgaard     4/2-2017

Siden til onlinebooking af værelser under Xtracon Chess Open 2017 er nu klar så man kan bestille. Se link nedenfor - samt i højre spalte, hvor link'et også er at finde.

Priserne er:

  • Enkeltværelse B&B DKK 690,- per nat
  • Enkeltværelse FullBoard DKK 999,- per nat
  • Dobbeltværelse B&B DKK  DKK 910,- per nat
  • Dobbeltværelse Fullboard DKK 1540,- per nat

Link til Onlinebooking 

 

Xtracon Chess Open 2017
af Tom Skovgaard     26/9-2016

Tilmeldingen er nu åben til Xtracon Chess Open 2017, der spilles fra lørdag d. 22. juli til søndag d. 30. juli 2017 på Konventum i Helsingør. Der er links i menuerne her på siderne til hhv. indbydelse, tilmelding og betaling.

I starten af 2017 vil der komme tilbud på bookning af værelser på Konventum, ligesom der vil komme information om topspillere, der stiller op i turneringen, samt om sidearrangementer m.m.

Vi håber på også at få et stort antal deltagere i 2017 ligesom vi har haft i de seneste år, og vi glæder os til at byde jer alle velkommen til Xtracon Chess Open i juli 2017, som arrangeres af Københavns Skak Union.

Spillested:
Konventum Helsingør
Gl. Hellebækvej 70
3000 Helsingør

Information her

Enkeltværelse:

Inkl morgenbuffet: 690 kr.
Inkl. fuldpension: 999 kr. 

Dobbeltværelse:

Inkl morgenbuffet: 910 kr. 
Inkl. fuldpension: 1540 kr. 
 
Online bestilling:

Online betaling
Betal indskuddet online

Betaling

Kontakt
IO Lars Bech Hansen
+ 45 27 57 63 58
organiser@
xtraconchessopen.dk

Bestil din overnatning.

Online Bestilling

Program 2017

Hent det her